Vores mission, vision og værdier
KUNF er for sårbare børn og unge med store socioemotionelle og familiemæssige udfordringer, som ikke kan inkluderes i de almindelige specialundervisningstilbud. Eleverne kæmper ofte med ensomhed, isolation, impulskontrol, udadreagerende adfærd og marginalisering. Mange har skiftet skole flere gange uden succes.
Vi er specialister i at skabe en skoledag, der tilpasses den enkelte elevs behov.
Vision
Vores vigtigste fokus er at støtte eleven, der visiteres til KUNF, til at udvikle mestringsstrategier og færdigheder. Vi tilpasser undervisningen, så eleverne får optimale læringsbetingelser og mulighed for at gennemføre 9.-klasses afgangsprøve i de fag, de er klar til. Vi arbejder på at styrke deres selvforståelse og mod til at møde livets udfordringer.
Værdier og strategi
Vi tror på, at alle har ressourcer, og at vi udvikler os bedst gennem vores succeser. Ansatte er derfor hele tiden undersøgende og opmærksomme på, hvordan vi støtter eleven i at udvikle egne ressourcer og kompetencer.
Vi anerkender, at det vi tænker, oplever vi som virkeligt. Men vi kan lære at tænke anderledes. Derfor møder vi altid andres virkelighed med nysgerrighed, anerkendelse og respekt i både tale og handling.
Elevernes erfaringer og perspektiver inddrages aktivt, hvilket øger deres forståelse af demokrati og styrker deres selvrespekt, selvtillid og motivation. Vores langsigtede mål er altid at ruste eleverne til at afslutte 9.-klasses afgangseksamen eller vende tilbage til folkeskolen. Vi har særligt fokus på dansk, matematik og engelsk, som grundlæggende fag, der skaber fremtidige muligheder, men vi underviser i hele fagrækken.