UNDERVISNING – UDDANNELSE – STØTTE
Kursus & Undervisningstilbud
- En del af Botilbuddene Nordenfjords
En skole med specialundervisning for visiterede elever i 0.-10. klasse.
- Vores mål er, at vores børn og unge skal lykkes og opleve succes.
På KUNF tager vi imod sårbare børn og unge med store socio-emotionelle udfordringer, trivselsproblemer og/eller komplekse familiemæssige forhold. Vores elever kan ikke inkluderes i de almindelige specialundervisningstilbud. De kæmper ofte med faglige vanskeligheder og har svært ved at navigere i sociale relationer.
Fælles for vores elever er oplevelser af ensomhed, isolation, manglende impulskontrol, udadreagerende adfærd og begyndende marginalisering. Mange af dem har flere skoleskift bag sig, præget af nederlag og skuffelser.
Undervisning og Uddannelse
Kursus & Undervisning Nordenfjords arbejder med en klar målsætning om altid at indfri de realistiske, konkrete mål, der er opstillet for den enkelte elev i samarbejde med UU og PPR.
Vejen til indfrielsen af målene går altid gennem et afsæt i den enkelte elev og dennes interesser og potentialer. Vores huskesætning for alle vores elever er; at er der ikke trivsel, er der ingen læring, hvorfor læringsmiljøet på KUNF i bredeste forstand er alfa og omega.
Vi tror grundlæggende på, at:
- Alle mennesker er gode
- Alle gør deres bedste
- Alle handler ud fra det, der giver bedst mening i situationen
- Alle er forskellige
Enkeltmandsundervisning
KUNF tilbyder kortvarig enkeltmandsundervisning til unge, som af PPR vurderes ikke at kunne placeres i et andet undervisningstilbud. Formålet er at sikre undervisning i en midlertidig periode, indtil skolemyndighederne har fundet et passende skoletilbud til den unge.
Målgruppen er unge uden et skoletilbud, der venter på at starte på et nyt.